Politikerne, officererne og Frihedsrådet

Samarbejdet mellem politikerne fra de ledende partier, Den Lille Generalstab og Frihedsrådet var et fornuftsægteskab. Politikerne mente fortsat, at modstanden havde været forkert før august 1943, og at det var velbegrundet at lade dansk politi bekæmpe og fængsle modstandsfolk – og nogle af dem mente det også vedrørende tiden efter. 

På samme vis havde Frihedsrådets folk heller ikke skiftet mening. De mente stadig, at politikerne havde svigtet før 1943, og at det var en skændsel, at de havde bekæmpet modstanden. Officererne var mere blandede i deres holdninger og stod grundlæggende mellem disse to yderpunkter, men tættest på politikerne.

Samarbejdet, eller samlivet som det hedder i et ægteskab, fungerede alligevel. Ikke gnidningsfrit, for der var dyb skepsis og mistro mellem parterne, men det holdt. Først og fremmest, fordi man havde brug for hinanden. Politikerne var klare over, at Frihedsrådet i mange danskeres øjne ville stå med sejrens palmer, når befrielsen kom. 

Det kunne være farligt for det politiske system, hvis man ikke stod sammen med Frihedsrådet. Måske kunne det føre til et politisk kup og dybe politiske forandringer. Omvendt vidste Frihedsrådet, at politikerne også havde stor opbakning i befolkningen, og at de ikke mindst havde styr på dagspressen, som dengang var ejet af de politiske partier. 

Det kunne blive svært for Frihedsrådet at nå resultater uden at indgå samarbejde med politikerne, blandt andet fordi Frihedsrådets omkring 10 medlemmer ikke var kendte i befolkningen. Frihedsrådets vigtigste mål var at få et retsopgør efter befrielsen. 

DANMARKS FRIHEDSRÅD. Danmarks Frihedsråd. Maleri af Georg Jacobsen, afsløret i 1953. Mange af de afbildede sad ikke i rådet samtidig, men er her bragt sammen af kunstneren. Fra venstre ses Niels Banke (1907-83), C.A. Bodelsen, Mogens Fog, Arne Sørensen, Aage Schoch, Frode Jakobsen, Børge Houmann, Alfred Jensen, Erling Foss, Hans Øllgaard, Erik Husfeldt og siddende (th.) Ole Chievitz. Arne Noe-Nygaard og Jørgen Staffeldt, som var medlemmer i korte perioder, samt SOEs repræsentanter i Danmark, Flemming Muus og Ole Lippmann, mangler. © Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Officererne stod midt imellem disse to poler. Ved at samarbejde med Frihedsrådet og ved at blive en del af modstandsbevægelsen kunne de også få del i sejren og dermed i nogen grad vaske den plet af sig, som militæret havde fået ved den næsten kampløse overgivelse den 9. april 1940. 

Ved at samarbejde med politikerne kunne de sikre sig gode bevillinger på finansloven til at genopbygge forsvaret efter krigen, og de kunne sammen med politikerne være et bolværk mod den kommunistiske del af modstandsbevægelsen, hvis den ville forsøge sig med en magtovertagelse i befrielsesøjeblikket. Den kolde krig kunne allerede skimtes i horisonten.

De forskellige interesser og motiver pegede i retning af samarbejde og derfor holdt fornuftsægteskabet. I løbet af april 1945 enedes man også om at danne en fælles regering, hvor de fire store partier – Socialdemokratiet, Konservative, Venstre og Det Radikale Venstre – dannede en regering med medlemmer af Frihedsrådet og de to partier, der først havde været en del af modstanden, nemlig Danmarks Kommunistiske Parti og Dansk Samling.

BEFRIELSESREGERINGEN MAJ 1945. Her ses befrielsesregeringen i maj 1945. Regeringen bestod af lige dele politikere fra partierne bag besættelsestidens regeringer og repræsentanter for modstandsbevægelsen. © Nationalmuseet

Politikersiden og modstandssiden fik lige mange ministre, 9 hver. Statsminister blev socialdemokraten Vilhelm Buhl – den samme som i september 1942 i radioen havde opfordret til at angive sabotørerne til det danske politi.